FredagsFlow i DGI Huset Vordingborg
VELKOMMEN TIL FREDAGSFLOW
FredagsFlow er for mellemtrinselever fra 4. - 6. klasse, hvor bevægelse, sjov og fællesskab går hånd i hånd. Vi inviterer alle børn fra disse klassetrin til at deltage i vores nye koncept hver fredag.
FredagsFlow er stedet hvor alle kan være med. Vi skaber en sjov og dynamisk atmosfære, hvor børn fra 4. - 6. klasse kan udforske forskellige sjove aktiviteter, sportsgrene, hygge sig og møde nye venner. Fra boldspil til ro og kreative udfoldelser, der er noget for enhver smag.
FredagsFlow Facts:
- Tidspunkt: Hver fredag fra kl. 14.00 - 16.00
- Sted: DGI Huset Vordingborg. Solbakkevej 42, 4760 Vordingborg.
- Målgruppe: Mellemtrins-elever fra 4. - 6. klasse
- Gratis adgang: Det er gratis at deltage i FredagsFlow
- Alle er velkomne uanset niveau og erfaring
- Forskellige aktiviteter: Fra sport til mere afslappende og kreative aktiviteter
- Sikkerhed: Der er altid to ansvarlige voksne til steder og vi skaber en tryg atmosfære
Hvad sker der til FredagsFlow?
Hver fredag arrangerer vi en bred vifte af forskellige sjove aktiviteter og muligheder for leg, fysisk udfoldelse og socialt samvær. Børnene kan prøve forskellige sportsgrene, deltage i kreative aktiviteter eller bare hænge ud og hygge sig med nye og gamle venner. Det vil i høj grad være børnene der er med til at bestemme hvilke aktiviteter de ønsker til den kommende uges FredagsFlow.
DGI Huset har indgået et samarbejde med Kvickly Vordingborg, som sørger for frugt, saftevand og snacks til de deltagende børn i FredagsFlow. På den måde sikrer vi, at børnene får god og sund energi til en sjov og aktiv eftermiddag.
Hvordan fungerer FredagsFlow?
FredagsFlow er etableret i samarbejde med bl.a. Gåsetårnskolen Iselinge SFO. De børn, der i SFO'en gerne vil deltage i FredagsFlow, går fra SFO'en med en pædagog fra skolen til DGI Huset, så de er i DGI Huset til kl. 14.00. FredagsFlow kl. 14.00 - 16.00 hver fredag.
Børn, der deltager i FredagsFlow skal afhentes i DGI Huset og ikke i SFO'en. Vil man hente sit barn før kl. 16.00 er dette selvfølgelig muligt.
Hvad skal man have med til FredagsFlow?
Til FredagsFlow skal du huske dit store smil - det er lige straks weekend og vi slutter ugen af med masser af sjov og fede aktiviter, så der er noget for alle.
Husk også indendørs-sko og tøj som er rart at bevæge sig i.
Til FredagsFlow har vi det fedt uden telefoner og energidrikke :)
FredagsFlow er et nyt initiativ i samarbejde mellem Gåsetårnskolen Iselinge afdelingen, DGI Huset Vordingborg og Partnerskabet "Sammen om børn og unges sundhes og trivsel" .
Konceptet støttes økonomisk af Partnerskabet ”Sammen om børn og unges
sundhed og trivsel”, som finansieres af Steno Diabetes Center Sjælland.